Som noget helt ny kan vi her præsentere en gæsteanmelders oplevelser i det store udland. Veterananmelder Magic(Aab) har været en tur i London, og det kom der følgende anmeldelse ud af:

Denne gæsteanmeldelse gik til det nordlige London, nærmere bestemt White Hart Lane, hvor Tottenham Hotspur FC den 10/11-13 tog imod Newcastle FC i Premier League.

Anmeldere: Magic (AaB) og 21 medlemmer af den officielle danske Tottenham fanklub.

Før Kampen

Der er visse ritualer før en Tottenhamkamp, og det vigtigste af dem alle er en solid engelsk morgenmad, men eftersom dette var en tidlig kamp med kickoff kl. 12 måtte vi nøjes med den fesne kontinentale morgenmad på hotellet (læs: tørre boller/forkullet toastbrød med marmelade). Med maven fyldt af disse herligheder var det tid til at komme af sted

Fra vores hotel skulle man først med Picadilly Line mod Cockfosters *fnis*

Vi stod dog af på Finsbury Park og huskede undervejs at spytte ud på perronen på Arsenal (hvor arvefjenderne som bekendt bor) og tog videre med Victoria Line mod N17 – Seven Sisters.

Her kan man så vælge at hoppe på en bus…

Men det er jo ikke en stadiontur uden en lille stroppetur…

Så vi gik og gik…

Og gik og gik…





Indtil vi endelig nåede frem.

Tilgængelighed - er det til at komme dertil

Det er generelt enormt let at komme rundt i London, og N17 er ingen undtagelse. Der kører Underground til Seven Sisters, og der kører en 3-4 busser direkte til stadion. Derudover er der også British Rail til White Hart Lane stationen, som ligger få minutters gang fra stadion.

Vi valgte som sagt at gå de ca. 20 minutter og det tog os gennem et generelt trøstesløst område, hvor man ikke har lyst til at være hverken på en almindelig hverdag eller efter mørkets frembrud. Men der var da et par lyspunkter undervejs

Og jo tættere vi kom på stadion, jo flere merchandiseboder dukkede der op

Men også sørgelige påmindelser om, at klubben er ved at opkøbe området omkring stadion med henblik på at bygge et nyt stadion med plads til en 60-70.000 tilskuere.

Ovenstående er resterne af de to pragtfuld vandinghuller Corner Pin og Bell & Hare, som desværre har måttet lade livet.

Men vi var jo blevet tørstige efter den voldsomme march, så turen gik direkte til det faste opvarmningssted Bill Nicholson Pub, som er opkaldt efter Tottenhams legendariske manager fra 1958 til 1974 (!!). Han spillede selv 314 kampe for klubben inden han som manager vandt 2 mesterskaber, 3 FA Cups, 1 Liga Cup, UEFA Cuppen og Pokalvindernes turnering.

Mange andre tyer til en pub ved navn Bricklayers, men der efter min mening for mange danskere, nordmænd og svenskere til at stemningen er specielt lokal eller autentisk. Bill Nic er stadig lidt ”hemmelig”, da den ligger på den modsatte side af stadion, og det er derfor de færreste udenlandske fans, der kommer den vej.

I England drikker man bitter, og på Bill Nic er der ingen undtagelser. En pint (568 ml) koster £ 3,50 (ca. 30 kr), hvilket må siges at være glimrende. Man kunne også købe kander med øl, så man var fri for at rende frem og tilbage, men efter to dages kampdruk, så glemte jeg altså at spørge om prisen.

Kontrollørerne – venlige/uvenlige

De er ganske rare og helt almindelige mænd og kvinder. Slet ikke den type kontrollører, som man ofte støder på, når man besøger danske superligastadions.

Man skal ikke være alt for tyk for at være afskåret fra at se fodbold hos Tottenham

Tilskuerpladserne – udsyn/komfort, osv.

Der er 4 tribuner på White Hart Lane – West Stand, hvor spillerne kommer ind og udskiftningsbænkene er

North Stand (familietribunen)

East Stand (Shelfside), hvor tv-kameraerne er placeret.

Og South Stand (Park Lane), hvor vi sad på det øvre afsnit.

Man sidder på de klassiske plasticklapstole, der er placeret meget tæt. Så tæt, at man hver gang håber at ens sidemand er enten et barn eller en spinkel kvinde, hvilket så aldrig er tilfældet. Oftest tværtimod…

Toiletter, kiosker og bookmaker findes under tribunerne.

Faciliteter – toiletter, lystavle mm.

Der er 2 lystavler –eller Jumbotrons, som de kaldes. Vi sad under den ene og solen stod direkte på den anden, så det var så som så, hvad vi fik ud af det. Men de viste selvfølgelig stillingen, minuttal og kampen live (uden eventuelle kontroversielle hændelser).

Toiletterne fik jeg ikke taget billeder af – der var ikke mange af dem, og der var konstant kø. De var ikke helt vildt rene, og der var en fæl urinlugt.

Øl, vand, pølser, osv. – Kan man få stillet sin sult?

Ja, det kan man da! Under tribunen var der salg af mad og drikkevarer

Jeg plejer ikke at drikke på selve stadion, for det øl, de serverer, er for det første noget tyndt sprøjt på 3,8 % og for det andet må man ikke tage det med op på tribunerne. Jeg foretrækker ligeledes at nyde min mad uden for stadion, hvor der er opstillet salgsvogne med herligheder som burgere og hotdogs.

Kvaliteten af kødet er uden tvivl af tvivlsom karakter, men med en håndfuld øl inden for vesten er det noget af det mest fantastiske.

Og der er næsten ingen grænser for, hvad man kan putte i den.

Havde jeg været ædru, var jeg nok landet på en 2.5, men i prematch tilstand får den en ren 5’er…

Programmet

Programmet er en moppedreng på hele 100 sider med forord fra manageren, interviews med spillere, præsentation af modstanderen, præsentation af en af de mange internationale fanklubber, statistikker og en masse historie.

Der er lokumslæsning til mange gode stunder endnu… Det kostede dog også £ 3,50 (ca. 30 kr).

Priser – Er det dyrt/billigt?

Lad os bare slå det fast: Det er fucking dyrt at se Premier League fodbold i England. Ikke nok med at man skal investere i flybilletter og hotel, men det koster samtidig en mindre formue at købe sig vej ind i det allerhelligste. Typisk er kampene delt ind i Kategori A, B og C alt efter modstander. Newcastle er i Kategori B, og da vi samtidig havde valgt den billigste tribune, så slap vi med £ 41 (ca. 365 kr.). Øllene på stadion kostede £ 4 (ca. 35 kr.) for en halv liter tynd Carlsberg på plastflaske. Det er vel reelt set ok set med danske øjne. Tærter med forskelligt indhold kostede £ 3,70 (ca. 32 kr.) og verdens bedste kød uden for stadion kostede £ 4,50 (ca. 40 kr.) i ½ Pounder Double Cheese-udgaven med bløde løg.

Tilskuere – Opførsel, stemning, osv.

White Hart Lane er kendt for at være et af de mest vokale stadion i England, men det er gået lidt ned ad bakke de sidste par måneder, da fansene er lidt utilfredse med den meget defensivt funderede og lidt kedelige spillestil, som Andre Villas Boas praktiserer. Det er ikke det, man er vant til i en klub, hvor den seværdige fodbold har (forsøgt) været i højsædet, siden kaptajnen for det hold, der vandt The Double i 1961, Danny Blanchflower ytrede de udødelige ord:

”The great fallacy is that the game is first and last about winning. It's nothing of the kind. The game is about glory. It's about doing things in style, with a flourish, about going out and beating the other lot, not waiting for them to die of boredom."

Men tabellen lyver ikke, og Spurs holder mere tæt bagude nu end de nogensinde har gjort.

Der er en god blanding af folk i klubtrøjer og folk i mere casual wear. Der er ingen tvivl om, hvor de danske casuals har fået deres inspiration fra i hvert fald.

Newcastle havde en del folk med, og da kampen gik i gang, var deres afsnit pakket til randen.

De havde et stort repetoire, lød det til, men pga. elendig akustik, så var det umådeligt svært at høre på trods af (eller måske netop fordi) vi sad næsten lige ved siden af dem. Der var dog noget med ”Newcastle, Newcastle, Newcastle” samt ”Toon, Toon Army! Og så de obligatoriske regionale smædesange som ”London is a shithole”. Med på repertoriet var også noget på afrikansk og andre sange rettet mod specifikke spillere.

Hos Tottenham var der de klassiske ”Come on you Spurs”, ”When the Spurs go marching in, I want to be in that number, oh when the Spurs go marching in” og ”We are Tottenham, Super Tottenham from the Lane”.

Ligeledes er der en tradition med at Shelfside og Park Lane synger til hinanden: ”We’re the Shelfside Tottenham” og ”We’re the Park Lane Tottenham”. I aneldning af, at der var besøg nordfra, var sangbogen udvidet med sange som ”Fuck off back to Scotland, you’re not welcome here” og ”We pay your benefits”.

Kampen

Som Tottenhamfan var det jo ikke det mest opløftende, da Newcastle vandt med 1-0 på et mål af Loic Remy i første halvleg. Og da Tim Krul i Newcastles mål samtidig præsterede rekordhøje 14 redninger i kampen, lykkedes det ikke Tottenham at udnytte det massive overtag. Et fyldigt referat kan læses her.

Kändissar

Der var ikke umiddelbart nogen kendte udenfor stadion, men min bedre halvdel havde spottet Winona Ryder uden for en Pret á Manger ved Marble Arch, mens jeg så fodbold. Det hører dog ikke til sjældenhederne, at man kan se gamle Spursspillere køre ind ad hovedindgangen.

Efter kampen

Som skrevet tidligere, så er N17 ikke det fedeste sted at være efter mørkets frembrud, men mange vender dog tilbage til enten Bill Nic eller Bricklayers efter kampen. Personligt vender jeg dog altid næsen ind mod det centrale London umiddelbart efter kampen, og denne gang trøstede jeg mig oven på nederlaget på MASH.

Konklusion – Hvad er helhedsindtrykket?

Alle bør prøve at tage til fodbold i England mindst én gang. Det ER noget helt specielt at se fodbold derovre – også selvom der kun er siddepladser i den bedste række. Stemningen og kulturen er fantastisk. så spar lidt op og kom af sted!